[Top] 80 Anmelder: ‘Slap nu af. Løvernes konge er altså ikke så fantastisk, som de fleste gør den til’

Live-action-genindspilningen af Løvernes konge havde premiere i de danske biografer 17. juli. Den originale tegnefilm bliver ofte betegnet som en af Disneys bedste – filmskribent Ida Rud er ikke enig…

Disneys ‘Løvernes konge’ fra 1994 er en af alle tiders mest elskede tegnefilm. Det er ofte den, folk fremhæver som deres personlige favorit, og igen og igen figurerer den øverst i lister over bedste håndtegnede film nogensinde.

‘Løvernes konge’ er ikke en dårlig film, og den er fantastisk flot – men her kommer den upopulære holdning, at den altså også er ret overvurderet.

Lad os begynde med vores “helt”, lille Simba.

Han er irriterende og mega forkælet, og så føler han sig enormt berettiget, fordi han engang skal være konge efter sin far, så derfor kan han kommandere med alle de andre dyr?

Det er vel ikke ligefrem det, Mufasa prøver at lære ham, da han fortæller ham om balancen på savannen.

Sådan en møgunge!

Han blærer sig overfor sin onkel Scar og fryder sig over, at han skal bestemme over ham engang. Sådan en møgunge! Det er jo lige før, man holder med Scar.

Da Simba har lokket sin veninde Nala med på elefantkirkegården – selv om det er omtrent den eneste regel, han har – så får han ikke engang særligt meget skældud af Mufasa efterfølgende. Tværtimod bliver der gjort lidt sjov med hyænerne.

Og så er der det med de grinende ådselædere – hvorfor skal de være skurke?

Hvis der skal være plads til alle dyrene, både dem, der spiser græs, og dem, der guffer løs på græsæderne, hvorfor har hyænerne så ikke plads i den pyramide? Selvfølgelig prøver filmen at sige, at de grovæder og derfor forskubber balancen, men det virker urealistisk. Man burde have nøjes med den farlige Scar som skurken.

I øvrigt har filmen givet hyæner et totalt dårligt ry – de er en truet dyreart.

Efter sigende var der en hyæne-forsker, der sagsøgte Disney på grund af ‘Løvernes konge’, fordi filmen indirekte var med til at skabe endnu sværere vilkår for dyrene. De er tilmed ofre for løver, der stjæler deres nedlagte bytte. Med andre ord burde Disney lave ‘Hyænernes konge’ (eller dronning) for at råde lidt bod på den skade, de har forvoldt.

Musikken er undervældende

Noget af det, ‘Løvernes konge’ bliver rost for, er sangene og musikken. Men bortset fra den fejende flotte ‘En verden af liv’, der åbner filmen, så er de altså ret irriterende.

‘Jeg bli’r meget snart majestæt’ sunget af en totalt selvoptaget og arrogant lille løveprins. Nå ja, den handler jo faktisk om, at han håber, at han snart bliver konge. Tillykke, du er indirekte skyld i, at din far dør for fødderne af hundredevis af gnuer, så du fik, hvad du ønskede. Skal vi kalde det karma?

‘Hakuna Matata’ er irriterende på niveau med ‘In the jungle’/’Vimmersvej’, som for at gøre ondt værre også lige bliver sunget i filmen.

‘Føl hvordan dit liv bliver fyldt’ er sunget kvalmendende henført og nærmest stønnende, men ellers er sangen okay. Det værste er den danske titel, men det kan man heldigvis vælge at ignorere og kalde den originaltitlen ‘Can You Feel the Love Tonight’.

‘Gør jer klar’ skal næsten også nævnes, selv om den dårligt nok er en sang, men nærmere en slags spoken word til musik.

Alt i alt er det ikke imponerende, Elton John eller ej.

Hovedpersonen udvikler sig ikke

Og for at vende tilbage til Simba. Suk.

Hans onkel giver ham skylden for Mufasas død – det er jo ikke helt skudt ved siden af, selv om Scar selvfølgelig tog hånd om den sag i sidste ende – og så løber han væk og gemmer sig i et grønt nirvana, hvor Timon og Pumba tager sig af ham.

I alle de år, han er der, lærer han stort set ingenting udover at spise insekter og have det grineren. Det er først, da Nala kommer, at han overvejer at tage tilbage, faktisk skænker sin mor og sin flok en tanke. Men det er jo ikke ligefrem fordi, han er blevet de smås beskyttere og har indset, at han er blevet gjort uret som barn. Han bliver bare mindet om, at han gerne vil være konge.

Man bør hylde andre Disney-film

Det er ikke unormalt, at helten er usympatisk, men så udvikler sig og bliver et godt menneske – det gælder for eksempel Udyret fra ‘Skønheden og Udyret’ og Kuzco fra ‘Kejserens nye flip’, men den udvikling gennemgår Simba ikke.

For at det ikke skal lyde for bistert alt sammen, så skal ‘Løvernes konge’ slutteligt hyldes for Mufasas dødsscene, selv om det er en trist ting at fremhæve. Men det hele er så rørende og voldsomt og dybt tragisk, hvordan han desperat og modigt kæmper for at redde sin lille søn, bare for at blive forrådt af sin lede bror. Av mit hjerte.

Men derfor bør man alligevel begynde at hylde nogle af de andre – og bedre – Disney-film. Især nogle af de mere oversete som førnævnte ‘Kejserens nye flip’, der er en af de sjoveste, Disney nogensinde har lavet, foruden den rørende film om venskab ‘Mads og Mikkel’ og de to film om de dygtige mus ‘Bernard og Bianca’.