Du ser emneartiklen [Top] 57 Clara Tauson skal møde den olympiske mester i sin næste kamp, som er udarbejdet af os fra mange kilder på internettet
Tennis. Clara Tauson skal i den kommende uge møde den olympiske mester, schweizeren Belinda Bencic, i første runde af WTA-turneringen Qatar Open. Den 19-årige dansker er nummer 33 på verdensranglisten, hvor 24-årige Bencic er nummer 24, men tidligere har været nummer 4. Kampen er den første mellem de to, og vinderen skal i anden runde møde den 3.-seedede spanier, Paula Badosa, der er nummer 5 på verdensranglisten.
Vinter-OL. Semifinalen i mændenes ishockeyturnering var gennem 16 straffeslag, før atleterne fra den russiske OL-komite havde besejret Sverige. Efter 70 minutters spil var stillingen 1-1, og Sverige var foran 1-0 og 2-1 og havde tre ’matchbolde’ i straffeslags-konkurrencen, men russerne overlevede dem alle og afgjorde kampen, da Arseni Gritsyuk fik passeret Lars Johansson. Modstanderen i søndagens finale er Finland, mens Sverige skal spille om bronze mod Slovakiet.
Vinter-OL. Sverige førte 4-0 efter første ende, hvilket kun var den første af mange usædvanlige begivenheder i kvindernes curlingsemifinale, som Storbritannien vandt 12-11 efter en ekstra ende. 23 point i en curlingkamp er i sig selv sjældent. Det stod 5-5 og 7-7, og Sverige førte 8-7, da Storbritannien scorede 4 point i niende ende, men med en perfekt sidste sten fik Anna Hasselborg scoret de nødvendinge 3 point, der med 11-11 udløste en ekstra ende. Den spillede Storbritannien fejlfrit, så Eve Muirhead kom i sin første OL-finale efter en imponerende karriere, der har givet den 31-årige skotte OL-bronze i 2014, VM-guld i 2013 og tre gange EM-guld samt yderligere ni medlajer ved VM og EM. Storbritannien skal i finalen møde Japan, der efter at have tabt fire af de ni indledende kampe besejrede Schweiz i semifinalen med 8-6. Hos mændene mødes Sverige og Storbritannien i finalen.
Ishockey. Netop hjemvendt fra OL i Beijing blev Mathias Bau Hansen dobbelt målscorer i pokalsemifinalen, da Herning vandt 2-1 over Sønderjyske med en anden OL-spiller, Patrick Galbraith, på mål. Den anden semifinale mellem Frederikshavn og Aalborg spilles senere fredag aften, og finalen spilles lørdag.
Tennis. Holger Rune og hans franske makker Hugo Gaston vandt i semifinalen ved ATP-turneringen i Marseille med 7-6, 5-7, 10-6 over polakkerne Jan Zielinski og Szymon Walkow. I semifinale venter det ukrainsk-russiske par Denys Molchanov og russiske Andrey Rublev.
Cykling. Efter verdensmesteren Elisa Balsamo på 1. etape var det europamesteren, italienerens hollandske Trek-Segafredo-holdkammerat Ellen van Dijk, der triumferede på 2. etape af kvindernes Setmana Valenciana. Sammen med italieneren Soraya Paladin (Canyon/SRAM) holdt den 35-årige van Dijk efter et langt udbrud lige netop hjem foran en hidsigt jagtende forfølgergruppe. Paladin kunne trøste sig med, at hun overtog førertrøjen fra landsmanden.
Cykling. Med et effektivt fungerende Quick-Step Alpha Vinyl-tog bestående af Remco Evenepoel, Kasper Asgreen og Bert van Lerberghe blev hollænderen Fabio Jakobsen på de sidste km ført frem til en perfekt afslutning på 3. etape i Volta ao Algarve og viste sig for anden gang i løbet som den klart hurtigste foran belgieren Tim Merlier (Alpecin-Fenix) og franskmanden Bryan Coquard (Cofidis). Sidstnævntes landsmand David Gaudu (Groupama-FDJ) fører fortsat sammenlagt, men billedet ændrer sig sandsynligvis efter lørdagens 32 km lange enkeltstart.
Atletik. På grund af Chijindu Ujahs positive dopingprøve under OL i Tokyo, er Storbritannien blevet frataget sølvmedaljen i 4×100 meter løb. Den 27-årige Ujah har været suspenderet siden OL, og han har accepteret straffen, selv om han hævder at have indtaget det forbudte stof uden at vide det. »Jeg vil gerne undskylde over for mine holdkammerater, deres familier og stab for den indvirkning, som det her har haft på dem. Jeg er ked af, at det har kostet mine holdkammerater den medalje, som de har arbejdet så hårdt og lang tid for, og som de fortjente. Det vil jeg fortryde resten af mit liv«, siger Ujah i en pressemeddelelse. OL-sølvet går i stedet til Canada, mens Kina rykkes op som bronzevinder.
Cykling. Med Andreas Kron som et af elementerne på et perfekt fungerende Lotto Soudal-mandskab blev det belgiske kollektivs 27-åreige australske sprinter Caleb Ewan ført forbilledligt frem i finalen på den 176 km lange 1. etape i Tour des Alpes Maritimes et du Var. Ewan susede over stregen til sin anden og holdets sjette sejr i år med franskmændene Anthony Turgis (TotalEnergies) og Nacer Bouhanni (Arkéa-Samsic) på de næste pladser. Kron og Mattias Skjelmose (Trek-Segafredo) var med hjem i første gruppe på 38 ryttere.
Cykling. I Ruta del Sol nåede også Ineos Grenadiers op på seks gevinster, men det var uventet, at det var den blot 19-årige amerikaner Magnus Sheffield, der kunne lade sig hylde som vinder. Han angreb i finalen på den 153 km lange 2. etape, hvor et større styrt skabte forvirring, og Sheffield holdt hjem med et forspring på 3 sekunder til australieren Simon Clarke (Israel-Premier Tech). Italieneren Alessandro Covi (UAE Team Emirates) bevarede førertrøjen.
Vinter-OL. Det løb koldt ned ad ryggen på Thomas Bach, præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), da han så, hvordan den 15-årige russiske kunstskøjteløber Kamila Valieva blev modtaget af sit hold efter en skuffende præstation på isen, hvor hun sluttede som nummer fire efter et kikset friløb. Bach siger, at det er tydeligt, at den unge kunstskøjteløber var under enormt pres – både på grund af den voldsomme mediedækning af hendes dopingsag og de store forventninger fra hendes trænere. »At se hende slås på isen, at se hvordan hun prøver at komme på ret køl igen, hvordan hun prøver at færdiggøre sit program, kunne man på hendes kropssprog se en intens og gennemborende mental stress, og måske ville hun helst bare have forladt isen og forsøgt at lægge historien bag sig«, siger Bach ifølge Ritzau.
Valieva forlod isen tårevædet, da hun blev mødt af sin træner, som talte hårdt til hende. »Hvorfor lod du det slippe? Forklar mig det. Hvorfor? Hvorfor stoppede du fuldstændig med at kæmpe for det? På et eller andet tidspunkt efter axelen (axelhoppet, trick i kunstskøjteløb, red.) lod du det slippe«, sagde træneren. Thomas Bach siger, at oplevelsen ikke efterlod meget til overs for det russiske trænerhold. »I stedet for at trøste hende, i stedet for at prøve at hjælpe hende, kunne man føle en isnende atmosfære, en slags distance, og hvis man forsøger at tolke deres kropssprog, var det endnu værre, for der var endda en slags afvisende gestikuleringer«, siger han.
Fodbold. Efter 63 kampe for FC Nordsjælland fortsætter den 21-årige ghaneser Ibrahim Sadiq karrieren i svenske Häcken, hvor han har skrevet kontrakt til 2025.
Vinter-OL. Ingen over og ingen ved siden af Johannes Thingnes Bø ved legene i Beijing. Den norske skiskytte vandt fuldstændig uantastet mændenes massestart over 15 kilometer og noterede sig dermed for sin fjerde guldmedalje og den femte medalje i alt. Bø var ellers ved at lukke Quentin Fillon Maillet ind i kampen om sejren, da han på sidste skydning havde to forbiere, men da franskmanden missede tre af de fem skud, var sagen klar. Derimod blev forbierne dyre for Maillet, for han røg helt ud af medaljestriden. Sølvet gik overraskende til svenskeren Martin Ponsiluoma, der vandt sin første individuelle OL-medalje, mens nordmanden Vetle Sjåstad Christiansen tog bronze. Med guldet til Bø nåede Norge op på i alt 15 guldmedaljer ved OL, og det er rekord.
Motorsport. Lewis Hamilton er klar til at gå på jagt efter sit ottende verdensmesterskab i formel 1. I forbindelse med præsentationen af den kommende sæsons Mercedes-racer forklarer briten, at han efter sit nederlag til Max Verstappen i sidste løb i 2021 havde brug for at få sporten lidt på afstand, men at han aldrig overvejede at stoppe. Tværtimod. »Det var en svær tid for mig, og jeg havde virkelig brug for at træde et skridt tilbage … men jeg nåede hurtigt frem til, at jeg ville gå til angreb i en ny sæson«, siger Hamilton til motorsport.com. Hamilton danner i år makkerpar med George Russell.
Ishockey. Oliver Bjorkstrand kom på måltavlen, da Columbus Blue Jackets natten til fredag på udebane slog Chicago Blackhawks med 7-4 i NHL. Midtvejs i tredje periode gjorde den 26-årige dansker det til 6-4 for gæsterne. Bjorkstrand er noteret for 15 scoringer i denne sæson i NHL efter 48 kampe i grundspillet.
Håndbold. Fredagens kamp mellem Skive fH og Fredericia HK i mændenes liga udsættes på grund af coronasmitte i Skives trup. Det bekræfter Skive fH på Facebook ifølge Ritzau. Der er endnu ikke fundet en ny kampdato. Kampen skal senest afvikles 23. marts.
Vinter-OL. Under vanskelige betingelser vandt Justine Braisaz-Bouchet som den første franske kvinder skiskytternes massestart over 12,5 km. Kraftig blæst drillede under skydningen, og det fik stor betydning for resultatet. For selv om Braisaz-Bouchet langt fra var hurtigst i skidelen, så var hendes skydning modsat konkurrenterne af højeste kvalitet. Derfor kunne hun i forbindelse med den sidste skydning tage afgørende afstand til de to norske kvinder Tirl Eckhoff og Marte Olsbu Røiseland, der vandt henholdsvis sølv og bronze. Det var Røiselands femte medalje ved legene i Bejing og den fjerde individuelt. Kun landsmanden Ole Einar Bjørndalen har tidligere vundet fire individuelle OL-medaljer ved det samme OL i skiskydning.
Vinter-OL. Finland har aldrig vundet olympisk guld i mændenes ishockey-turnering, men nu får holdet muligheden efter to tidligere sølvmedaljer i 1988 og 2006. Finnerne slog nemlig turneringens overraskelse fra Slovakiet, der ellers spillede en stor kamp, i semifinalen med 2-0. Finland kom foran 1-0 efter godt et kvarters spil i første periode, og så blev der ellers ikke scoret mere før knap 40 sekunder før slutsignalet. På det tidspunkt havde slovakkerne taget målmanden ud i forsøget på at fremtvinge en udligning, og derfor kunne Finland score i tomt net og endeligt afgøre kampen. Modstanderen i finalen bliver enten Sverige eller Ruslands Olympiske Komité.
Vinter-OL. Sagen omkring Kamila Valieva kan nu også få den konsekvens, at IOC fastlægger en aldersgrænse for OL-deltagere. Thomas Bach siger på en pressekonference i Beijing, at IOC vil undersøge, om 15 år ganske enkelt er for ung en alder, når det kommer til at deltage ved de olympiske lege. Den tyske skøjtelegende Katarina Witt har med henvisning til Valieva sagt, at 15-årige burde dyste ved ungdoms-OL, og at det er for dem, stævnet er sat i verden.
Vinter-OL. Legene i Beijing er blevet ramt af den tredje dopingsag efter at den ukrainske bobslædekører Lidiia Hunko er testet positiv for det anabole steroid dehydrochloromethyl-testosteron. 28-årige Hunko er nu suspenderet indtil B-prøven foreligger.
Atletik. Jakob Ingebrigtsen har sat verdensrekord på 1.500 meter indendørs ved et stævne i Frankrig. Nordmanden, der er olympisk mester på distancen, løb i tiden 3.30,60 minutter. Rekorden udendørs er sat i 1998 af Hicham El Guerrouj og den lyder 3.26,00 minutter.
Basketball. Luka Doncic viste høj klasse, da Dallas Mavericks slog New Orleans Pelicans 125-118 i den nordamerikanske NBA-liga. Sloveneren scorede 49 point, 15 rebounds og 8 assist, hvilket var en historisk bedrift. Doncic er nemlig den kun fjerde spiller i NBA-historien efter Wilt Chamberlain, Elgin Baylor ogWalt Bellamy, der laver laver mere end 45 point, 15 rebounds og fem assists i mere end en kamp på en måned.
Se mere information relateret til dette emne her: clara tauson næste kamp tv