[Top] 25 Vi har for længst gjort op med den gavmilde tjenestemandspension. Men nu venter slutregningen 💸

Vores medlemmer foretrækker at lytte

“”

—

Derfor skal du læse denne artikel

Vores pensionssystem er kåret som det bedste i verden, fordi vi – i modsætning til mange andre europæiske lande – for længst har taget et opgør med de gavmilde tjenestemandspensioner, der kan give op til 57 procent af slutlønnen i pension. Oven i folkepensionen. Men der er en udfordring: Flere og flere af tjenestemændene går på pension, og de, der skal være på arbejdsmarkedet de næste mange år, skal betale for det.

Den 70-årige Jens Buur fra Aarhus kan godt forstå, hvis nogle er misundelige (vi er ikke i familie – men som ivrig slægtsforsker påpeger han, at det kan være, hvis man kigger langt nok tilbage).

Efter et arbejdsliv i militæret, som højskolelærer og siden som underviser og studievejleder på Aarhus Tech gik han for tre år siden på pension.

Siden har Jens Buur hver måned fået 17.433 kroner og 33 øre fra det offentlige i tjenestemandspension. Efter skat bliver det omkring 11.500 kroner, der månedligt tikker ind på hans konto – oven i den almindelige folkepension.

Det er ikke penge, han har sparet op. Det er penge, som hver måned betales af det offentlige, fordi han har været dækket ind under en gammeldags pensionsordning for offentligt ansatte. Tjenestemandspensionerne er i gennemsnit væsentlig højere end den almindelige folkepension, og lignende ordninger har skabt alvorlige økonomiske og politiske problemer for blandt andet Grækenland og Frankrig.

Men selv om vi i Danmark tog et opgør med tjenestemandspensionerne for cirka 30 år siden – og væsentlig færre ansættes som tjenestemænd i dag – vokser regningen år for år.

Mange tjenestemænd er nemlig gået på pension – eller nærmer sig. Derfor er udgifterne til pensionerne de seneste 20 år steget til vejrs. I 2017 skulle vi betale over 28 milliarder kroner til tjenestemandspensionerne, viser tal fra Danmarks Statistik.

Og hvem skal så betale den regning? Det skal de generationer, som er på arbejdsmarkedet nu, selv om de ikke kan se frem til de samme goder. I stedet står de foran en af verdens højeste pensionsaldre og at skulle spare en væsentlig del af deres pension op selv. Ændringen af pensionssystemet kommer altså med en pris. Og den kender vi endnu ikke konsekvenserne af.

Men lad os starte fra begyndelsen: For hvordan fungerer vores pensionssystem egentlig?

Bonusinfo: Tjenestemand er en særlig form for ansættelse i det offentlige, som giver tjenestemandspension. Til gengæld må tjenestemænd ikke strejke, og de er forpligtet til at stille på arbejde over hele landet samt i weekenden eller på helligdage, hvis de bliver bedt om det.

Danmarks pensionssystem er noget særligt og er seks år i træk blevet kåret til at være verdens bedste af konsulenthuset Mercer. Men det er også temmelig komplekst.

Som økonomiprofessor ved Aarhus Universitet – og ikke mindst tidligere overvismand i Det Økonomiske Råd, formand for Fogh-regeringens Velfærdskommission samt Thorning-regeringens Pensionskommission – Torben M. Andersen siger, da jeg snakker med ham i telefonen, er der også mange af os, der kører rundt i en bil uden at være eksperter på mekanik. Det behøver vi heller ikke at være. Men det kan være fint at vide det grundlæggende.

Det kommer her (og bær over med os, hvis du har det sorte bælte i pension). Pensionssystemet i Danmark forener tre hensyn:

1. Det første er folkepensionen. Den består af et beløb, som alle pensionister får, uanset hvor velhavende de er. I 2018 udgør den 6.237 kroner om måneden før skat. Så er der også mulighed for at få en række tillæg. Det skal sikre, at alle pensionister har et minimum at leve af. Det særlige ved dette punkt er, at det er det offentlige, som betaler.
2. Det andet er arbejdsmarkedspensionerne. Det er noget, som de fleste betaler ind til hver måned via deres løn. Det er en opsparing, som man laver hos en pensionskasse. Her bliver pengene investeret, og på den måde forstørres ens pensionsformue. Når man bliver pensioneret, får man en del af pengene udbetalt hver måned oven i folkepensionen. Det skal sikre, at ens pension svarer nogenlunde til ens løn. Det særlige ved dette trin er, at man selv har sparet pengene op.
3. Det tredje er pensionsalderen. I Danmark stiger pensionsalderen i takt med den gennemsnitlige levealder. De kommende generationer kan derfor se frem til en af verdens højeste pensionsaldre.

Engang forenede pensionssystemet ikke alle tre hensyn. Det hvilede (lidt forsimplet) kun på et enkelt. Nemlig det første princip: at staten betaler en ydelse.

Det er her, tjenestemændene kommer ind. Det er et godt billede på, hvor meget tingene har ændret sig.

Bonuscitat: “Når man har tjenestemænd ansat, har man nogle ekstremt loyale medarbejdere, som siger ‘javel’ hver gang. For man gider jo ikke lægge sig ud og blive afskediget i unåde. Så får man ingenting i pension. Så det er altså om at holde ved til den bitre ende,” siger Jens Buur.

At tjenestemænd kan få en tjenestemandspension, blev vedtaget med 1949-grundloven som den første samlede pensionsordning i Danmark. Tjenestemænd var dengang en ansættelsestype, som dækkede over betroede embedsmænd, typisk inden for politiet, retsvæsenet, militæret samt post- og telegrafvæsenet. Der herskede en stærk fællesskabsfølelse mellem staten og medarbejderne, som gjorde det nærliggende, at det offentlige forsørgede dem også efter ansættelsens afslutning. En lang række offentligt ansatte, heriblandt skolelærere, blev senere også ansat som tjenestemænd, i takt med at velfærdsstaten blev udbygget. Sideløbende blev folkepensionen introduceret.

Danmark tog et opgør med de offentligt betalte pensioner, og dermed også tjenestemandspensionerne, i 1991, da man oprettede en række arbejdsmarkedspensioner under den borgerlige Schlüter-regering. Det var et nybrud og betød, at overenskomstansættelser blev mere udbredte, og at folk begyndte at spare op til deres pensioner selv.

I dag er danskerne verdensmestre i at spare mest op til pension. Og hvor tjenestemandsansættelser var det mest udbredte blandt offentligt ansatte i staten og kommuner engang, er det nu kredset ind til kun at gælde en håndfuld stillinger, heriblandt politimænd og præster.

Det er et skifte, som har været vigtigt for vores økonomi, mener Svend Erik Hougaard Jensen, en af landets førende pensionsforskere, økonomiprofessor på Copenhagen Business School samt direktør for PeRCent, et forskningscenter, der beskæftiger sig med pension.

“De her ordninger kunne være blevet en bombe under finanspolitikken og under stabiliteten i økonomien,” siger han.

Af to grunde:

1. Det ville have været meget dyrt for staten, hvis alle havde krav på at få pensioner, der stod mål med den løn, de havde været vant til at få.
2. Vi bliver flere og flere ældre. Og vi lever længere. Det er igen med til at gøre det til en meget dyr løsning for staten, da flere skal have betalt deres pensioner – og det skal de i længere tid.

“I dag kan vi være glade for, at vi fik taget de her skridt. Hvis man laver det tankeeksperiment, at vi vågnede op i morgen, og pensionssystemet var som i 1990, så ville vi have et mega, mega stort problem, vi skulle til at løse,” siger Torben M. Andersen.

Det nye pensionssystem fungerer godt, da det i stedet for at hvile på ét princip, nemlig at det offentlige betaler, forener tre hensyn. Og hvad er det så ved de to andre hensyn, der fungerer?

• Arbejdsmarkedspensionerne tager presset af de offentlige finanser, fordi folk i højere grad sparer op og betaler for deres pension selv. Det giver også et incitament til at vente med at trække sig tilbage. Dermed bliver der færre år, hvor personen skal have pension. Og flere år, hvor personen bidrager på arbejdsmarkedet og betaler skat af sin indkomst.
• Det tredje hensyn er, at pensionsalderen stiger i takt med levealderen. Det blev indført i 2006 og tager højde for, at vi bliver ældre. Dermed er der færre år, hvor man er på pension.

Tager man et kig til udlandet, forstår man, hvorfor det har været så vigtigt.

Hvor Danmark har afværget en bombe under de offentlige finanser, er den ved at eksplodere i andre europæiske lande.

Her hviler pensionssystemet fortsat mest på det første princip, nemlig at staten betaler. Det minder om tjenestemændenes pensioner i Danmark.

De lande, der ifølge Torben M. Andersen “ikke har fået gjort så meget ved det”, står i store problemer.

“Der er nogle, der er blevet lovet nogle pensioner, som man strengt taget over tid ikke kan finansiere. Men man har svært ved at blive enige om at lave en reform. Der er en stor regning, der skal betales, og når der er det, bliver det også nemt til en stor politisk strid om det,” siger han.

Lande som Grækenland og Frankrig er gode eksempler på det skrækscenarie.

I 2015 var lukrative offentlige pensioner i Grækenland en hovedårsag til, at landet løb tør for penge. Et låneafdrag på 2,3 milliarder kroner til EU skulle falde, men den daværende Syriza-ledede regering nægtede at reformere pensionssystemet yderligere. Reglerne betød, at nogle kunne gå på pension allerede i 40’erne.

I Frankrig var der i april omfattende strejker, der lammede togtrafikken, fordi regeringen forsøgte at reformere pensionssystemet for offentligt ansatte i den statslige togvirksomhed. Ligesom tjenestemænd var de ansatte her særligt sikret mod fyring. For lokoførerne er pensionsalderen på 52 år, mens eksempelvis togmekanikere og billetsælgere kan nyde deres otium som 57-årige.

Men er det så bare lutter fryd og gammen i Danmark? Nej. Ændringen af vores pensionssystem har også en pris. En pris, der også kan vise sig at blive høj.

Bonusinfo: Mens de årlige udgifter til tjenestemandspensioner er stigende, vender udviklingen på lang sigt, da der ikke ansættes lige så mange tjenestemænd længere. Det konkluderer en analyse fra Danmarks Statistik.

Det, at vi grundlæggende har ændret vores pensionssystem, kan blandt andet mærkes nu, hvor tjenestemændene går på pension.

Førhen var det sådan, at de yngre generationer betalte for de ældres pensioner, fordi de selv kunne se frem til at få det betalt, når de engang blev gamle. Men sådan er det ikke længere. Nu skal de unge generationer i højere grad spare op til deres pensioner selv.

Det betyder, at de skal betale dobbelt: De skal både finansiere de ældres pensioner gennem skattebetaling (heriblandt tjenestemændenes, men også de pensionister, der ikke selv har sparet op). Samtidig skal de i langt større grad betale for deres egen pension.

Men det er ikke den eneste pris. En anden konsekvens ved det nye pensionssystem er, at vi faktisk ikke kan vide, hvad vi kommer til at få udbetalt i pension. Det er markedsbestemt og ikke politisk bestemt.

Tjenestemandspensionerne er nemlig karakteriseret ved, at det er bestemt ved lov, hvor meget man får udbetalt hver eneste måned, frem til man dør. I kontrast til det er garantierne fra pensionskasserne for, at du får mindst så og så mange penge udbetalt hver måned, på vej ud.

“Det, der ligger fast, er, hvor stor en procentdel af din løn, du betaler ind hver måned. Men hvor meget du får ud af det, ved du bare ikke. Der er ikke engang et minimum,” siger Svend Erik Hougaard Jensen. “Det giver en markant større usikkerhed om, hvad man har at gøre godt med, når man kommer på pension.”

Usikkerheden skaber et behov for oplysning, mener professoren. For hvad nu, hvis pensionsydelsen viser sig at være meget mindre, end man regnede med? Efter de unge generationer har betalt en høj skat for at finansiere de ældres mere gavmilde pensioner, finder de som ældre ud af, at deres egen pensionsopsparing slet ikke rækker lige så langt, som de troede.

Svend Erik Hougaard Jensen frygter, at det kan føre til, at man vender sig mod pensionssystemet. Altså, at folk vil tilbage til tidligere tiders pensionssystem, som er betalt af det offentlige.

“Meget lave pensionsydelser kan føre til, at folk reagerer imod dem med populisme – som man har set det i for eksempel Italien, hvor man tilbageruller nødvendige pensionsreformer, fordi de er upopulære,” siger han.

Det har han tænkt sig at undersøge nærmere i sin forskning. For populisme er noget, vi økonomer er nødt til at forholde os til, siger han.

“Udfordringen er, at man, samtidig med at man gør pensionssystemet mere robust i forhold til samfundsøkonomien, også skal gøre det spiseligt, så folk forstår, hvorfor det er nødvendigt.”

Den pensionerede Jens Buur er sikker på, at hans generation har haft det nemmere end de yngre, der er på arbejdsmarkedet i dag.

“Der er ingen tvivl om, at vi efterkrigsbørn har fået nogle af det bedste vilkår i verden. Da vi tilsyneladende også har et godt helbred, lever vi lidt længere, og vi udgør et stort vælgersegment. Man er ikke interesseret i at lægge sig ud med os,” siger han og tilføjer: “På et tidspunkt tipper det vel.”