[Top] 21 Nu har Corona også ramt Afrika. Her er, hvad der er i vente (det er ikke gode nyheder)

Vores medlemmer foretrækker at lytte

“”

—

Derfor skal du læse denne artikel

Det er et spørgsmål om tid, før coronaen for alvor bider sig fast på det afrikanske kontinent. Men vilkårene er nogle helt andre end i både Asien og Vesten, og tiltagene vil derfor næppe være særligt effektive. Globaliseringsskribent Oscar Rothstein fortæller om en katastrofe, der venter på at ske – og om de vilkår, man håber kan afbøde dens omfang.

Beskeden var klar, da Tedros Adhanom Ghebreyesus, generaldirektør for verdenssundhedsorganisationen WHO, i sidste uge holdt pressebriefing om corona-virussets fortsatte spredning. “Afrika,” sagde han alvorsfuldt, “bør forberede sig på det værste.” I løbet af januar og februar, egentlig også nogle dage ind i marts, tegnede det ellers til, at Afrika ville blive skånet for det helt store udbrud. Ved månedens begyndelse var der et overkommeligt antal smittede i Nordafrika, mens den subsahariske del af kontinentet, trods massiv handel med smittens oprindelige epicenter i Kina, kun havde enkelte registrerede tilfælde. Rundtomkring blev der spekuleret i alverdens årsager til Afrikas tilsyneladende modstandsdygtighed. Var det måske det varme og fugtige klima? Eller gav mørkt pigment simpelthen immunitet?

I dag står det såre klart, at Afrika på ingen måde er corona-resistent. Virusset har endegyldigt bidt sig fast i kontinentet. Tallene rykker sig hele tiden, men ved Den Afrikanske Unions seneste optælling var der 2412 registrerede smittede og 64 omkomne fordelt på 43 lande. Sammenligner man med situationen i Kina, hvor mere end 81.000 har været smittede over de seneste måneder, eller med den øjeblikkelige i Europa, lyder det måske ikke vanvittigt alarmerende. Men tag ikke fejl: Udviklingen er i den grad ildevarslende. Søndag viste en graf udsendt af Den Afrikanske Union, at smittekurven i løbet af epidemiens første 40 dage på kontinentet matcher den europæiske, og ligesom i det meste af verden må der også i Afrika regnes med et anseeligt mørketal. Det er en udvikling, der mandag fik John Nkengasong, direktør for Den Afrikanske Unions enhed for sygdomsforebyggelse, til at sige: “Der er ikke længere tale om en trussel, men en katastrofe.”

Overalt på kontinentet er der efterhånden ved at være indført omfattende restriktioner. Billedet er genkendeligt: Flytrafik suspenderes, grænser lukkes, studerende hjemsendes, offentlige arrangementer aflyses, større forsamlinger forbydes, hjemmekarantæner indføres, undtagelsestilstand erklæres. For hver dag, der går, ligner landenes beredskaber hinanden mere og mere. En række både nationale og kontinentale omstændigheder gør dog, at det næppe er det hele, der vil vise sig lige effektivt i Afrika.

Som så ofte, når man beskæftiger sig med afrikanske forhold, er det afgørende at holde sig for øje, at kontinentet dækker over 54 nationer med gigantiske afstande mellem sig. Demografien, klimaet, økonomien og politikken er åbenlyst ikke den samme overalt. Forudsætningerne for at håndtere en pandemi varierer derfor også kraftigt. Uanset hvordan virusset udvikler sig, er det dog vist, at et vestafrikansk land som Burkina Faso på ingen måde er rustet til at bekæmpe bred samfundssmitte. Foruden de foreløbig 99 corona-syge, de nu skal tage sig af, er landet martret af en række forskellige terrorgrupperingers hærgen, som har fordrevet mere end en halv million mennesker fra deres hjem og sendt langt over en million mennesker på hungersnødens rand.

Heller ikke Sierra Leone, det vestafrikanske land med 7,5 millioner indbyggere, der så sent som mellem 2014 og 2016 var epicenter for den vestafrikanske ebola-epidemi, hvor 28.616 blev konstateret smittet med den stærkt dødelige virus, vil kunne mobilisere et fornuftigt kriseberedskab. Nationen råder over bare én respirator – og den står vel at mærke på et privathospital i hovedstaden Freetown. Ingen af landets 17 offentlige sygehuse kan tilbyde kunstig ilt, noget, som WHO vurderer, at seks ud af 100 patienter har behov for, hvis de skal overleve corona-smitten.

Netop respiratormanglen er symptomatisk, fortæller Mads Geisler fra Læger uden Grænser. Han har adskillige gange været udsendt til afrikanske kriseområder. “Hvis du tager ind på et hospital i det subsahariske Afrika, vil der typisk være overfyldt, nogle patienter vil sove på gulvet, der vil være for lidt personale, ingen eller minimal rengøring, intet rindende vand, måske ikke engang toiletter. Bygningerne vil flere steder være faldefærdige, og måske der heller ikke er stabil elektricitet,” fortæller han. Det er tilmed kutyme, at indlagte patienterne har deres pårørende med sig, ellers er de nemlig mere eller mindre overladt til sig selv. Hvis man ikke har det, siger Mads Geisler, “er der ingen, der vasker dig, giver dig mad, skifter dit sengetøj eller henter din medicin”.

Det giver næsten sig selv, at det er dømt til at blive en næsten uoverskuelig udfordring, når så forsømte sundhedsvæsener, der allerede har svært ved at følge med den normale sygdomsbyrde, pludselig skal stå igennem en epidemi. Det vestafrikanske ebola-udbrud viste det på brutal vis. I den periode var læge Mads Geisler udsendt til både Conakry og Monrovia, hovedstæderne i henholdsvis Guinea og Liberia. “Der lå simpelthen døde i gaderne. Systemerne var så pressede, at folk ikke kun døde af ebola-virusset, men også af helt almindelige sygdomme som svangerskabsforgiftning, meningitis og lungebetændelse. Det var godt nok en anden sygdom med en anden smitteprofil, men der erfarede jeg, hvor forfærdelig galt det kan gå.”

Ebola er, med symptomer såsom svære indre blødninger, en mere dødelig sygdom, men corona-virusset er så smitsomt, at alle lige nu frygter, at lignende scener atter vil udspille sig i de kommende uger og måneder. Især i lande, der ikke bare har ringe sundhedsvæsener, men også slås med andre epidemiske [sygdomsudviklinger.

Som i Nigeria, Afrikas folkerigeste land, hvor spredning af lassa-feber, en stærkt dødelig virus båret af rotter, har dræbt 131 siden årsskiftet. Eller som i det nordlige Mozambique, hvor den uroplagede Cabo Delgado-region i disse uger kæmper med et kolera-udbrud. Men reelt er der ingen, der ved, om der venter ebola-lignende tilstande. Vi kan kun gisne. Selv om udviklingen ikke er opmuntrende, er den epidemiologiske forskning om det aktuelle corona-virus endnu så begrænset, at ingen endnu er helt sikker på, hvordan det opfører sig under bestemte forhold. Derfor må der tages et par forbehold i fremskrivningerne om forløbet i Afrika.

Kontinentets høje temperaturer og fugtige luft har godt nok ikke kunnet holde smitten helt bort fra kontinentet, men måske de stadig kan forhindre hæmningsløs spredning. Alan Evangelista, professor i mikrobiologi og virologi ved St. Christopher’s Hospital i Philadelphia, er en af de fagfolk, der finder det sandsynligt. Flere steder, blandt andet hos den britiske udenrigstænketank Council on Foreign Relations, er det også blevet fremført, at Afrikas demografiske sammensætning kan udgøre et effektivt virusværn. Alt tyder på, at corona-virusset rammer den ældste del af befolkningen hårdest, og i Afrika finder man verdens yngste befolkninger. I lande som Niger, Angola, Tchad og Mali er godt og vel halvdelen af indbyggerne 15 år eller yngre.

Med henvisning til netop det forhold vurderede Michael Yao, nødberedskabschef på WHO’s kontor i Congo, forleden, at “Afrika vil kunne undgå det værste”. Omvendt lader Mads Geisler sig ikke betrygge af demografien. “Det er bare et overfladefænomen. Det ændrer ikke på, at der både i byerne og landdistrikterne går mange rundt med ubehandlede infektionssygdomme som hiv eller tuberkulose, uden de er klar over det,” siger han. “De er ekstremt sårbare i den nuværende situation.”

Det er ikke kun skrøbelige sundhedsvæsener, der gør Afrika særlig sårbart over for corona-truslen. Også en række andre, mere strukturelle forhold gør sig gældende. Først og fremmest er der på tværs af Afrika en generelt lav tillid til myndighederne. Når Mette Frederiksen herhjemme gør brug af epidemiloven og beder os alle sammen om at udvise samfundssind, er det kun et fåtal, der ikke straks retter ind. Vi stoler på, at den nationale beredskabsstrategi er den rigtige. Samme reaktionsmønster kan ikke forventes i Afrika. I 2015 viste en undersøgelse foretaget på tværs af 36 lande fra analyseinstituttet Afrobarometer, at afrikanerne samlet set stoler mere på religiøse og traditionelle ledere end på formelle statsinstitutioner. I lande som Nigeria og Liberia udtrykte kun 40 procent af de adspurgte tillid til den politiske magt. I en epidemitid, hvor det er strengt nødvendigt, at de retningslinjer, der udstikkes fra officielt hold, bliver overholdt, kan det vise sig særdeles problematisk.

Derudover kommer udfordringer med mangelfulde og upålidelige informationsstrømme. En britisk journalist bosiddende i Mozambique, som Zetland har været i kontakt med, beretter, at der indtil et pænt stykke ind i sidste uge stort set ikke forelå nogen officiel kommunikation om corona-truslen fra præsident Filipe Nyusis regering. Indtil fredag, hvor den første information om smitten blev lagt på sundhedsministeriets hjemmeside, var den 29 millioner store befolkning, bortset fra et Facebook-opslag fra præsidenten den 5. marts, blevet spist af med en sms med den følgende, ret så tvetydige ordlyd: “Corona-virus er et virus, der kan give luftvejssygdomme som influenza og lungebetændelse.” Også andetsteds på kontinentet er de ansvarlige politikeres corona-kommunikation bekymrende. I Uganda har parlamentsformand Rebecca Kadaga tweetet, at ugandiske forskere har udviklet en spray, der på et splitsekund dræber virusset, mens Zimbabwes forsvarsminister, Oppah Muchinguri, har udtalt, at corona-smitten er Guds straf til den vestlige verden, særligt USA, for deres sanktioner mod landet.

“Vores erfaring i Læger uden Grænser er, at man skal være virkelig opmærksom på den slags rygtespredning,” siger Mads Geisler. “Det har jo ikke direkte noget at gøre med sygdomsbekæmpelsen, men det er helt klart noget, der må adresseres, for den manglende tillid til myndighederne og fraværet af etablerede medier, der sikrer en troværdig strøm af informationer og nyheder, besværliggør det sundhedsfaglige arbejde.”

Endelig, og måske allermest problematisk, er der en grundlæggende konflikt mellem den måde, mange afrikanske storbyer er indrettet på, og den adfærd, de forskellige restriktioner lægger op til. I den seneste tid har vi fra det meste af verden set billeder af tomme boulevarder, pladser og strande. Social distancering i praksis. Det ser nemt ud, men flere steder i Afrika er den slags praktisk talt umuligt. Et eksempel: I Kibera-slummen i Kenyas hovedstad Nairobi, kontinentets største, bor og færdes de cirka 250.000 indbyggere så tæt, at det formentlig er begrænset, hvor effektive hjemmekarantæner vil vise sig. Vandforsyningerne er typisk fælles, latrinerne det samme, og så er det i øvrigt ikke en mulighed at arbejde hjemmefra, som vi eksempelvis gør herhjemme under epidemien. Billedet er det samme i townshippen Alexandra i sydafrikanske Johannesburg, hvor det estimeres, at over 700.000 mennesker bor på et areal, der nogenlunde svarer til 500 fodboldbaner. Og i Makoko-området i Nigerias største by, Lagos, hvor mere end 300.000 mennesker bor i hytter bygget på pæle fæstnet til Lagos-lagunens bund.

De steder kan der trækkes en lige linje fra beordret isolation til sult og hjemløshed. Her ernærer de fleste sig nemlig ved arbejde i det, der kaldes den uformelle sektor: som gadesælgere, uregistrerede taxachauffører eller andet, der falder uden for den regulerede økonomi. Den slags jobs kan umuligt passes, hvis samfundet sættes på pause, og mens regeringer i Vesten lancerer diverse hjælpepakker, bliver det ifølge Christian Hallum, skatteekspert i ngo’en Oxfam IBIS, ikke aktuelt i Afrika. “Der er ikke ressourcer til at kompensere for alt det, som diverse sundhedsfaglige tiltag måtte medføre af eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste,” siger han. “Derfor vil de økonomiske konsekvenser af en samfundsnedlukning efter alt at dømme være ekstremt voldsomme.”

Vincent Rouget, Afrika-analytiker hos konsulentvirksomheden Control Risks, sidder med samme bekymring. På sit kontor i London følger han intenst med i det, han kalder corona-udbruddets “sekundære effekter”, altså de bredere økonomiske og politiske linjer. Hans foreløbige konklusion er klar: Meget skade er allerede sket. Det samme vurderer FN’s Afrika-kommission, der allerede den 13. marts, inden de fleste lande havde indført diverse restriktioner, nedjusterede deres forventninger til den afrikanske vækst i 2020 fra 3,2 procent til 1,8 procent.

“Corona-krisen kommer egentlig på et tidspunkt, hvor mange afrikanske økonomier klarede sig godt,” siger Vincent Rouget, “men det her kan ikke undgå at ramme alle virkelig hårdt, både dem, der tjener godt på turisme, dem, der baserer sig på minedrift, og måske især dem, der udvinder olie, lande som Nigeria og Angola, hvis eksport mere eller mindre er forsvundet fra den ene dag til den anden,” siger han med henvisning til, at både efterspørgslen og prisen på olie de seneste uger er faldet historisk drastisk, efter store dele af den globale flytrafik er blevet suspenderet.

Erfaringer fra vestafrikanske ebola-udbrud mellem 2014 og 2016 viser, hvor galt det kan gå, når et virus bider sig fast. I Sierra Leone skrumpede økonomien med mere end 20 procent af bruttonationalproduktet på bare ét år. Til en sammenligning var det største årlige fald, Danmark oplevede under finanskrisen, fem procent. Det er i sig selv stærkt bekymrende, men faktisk er Christian Hallum fra Oxfam IBIS endnu mere optaget af det finansielle mønster, der som konsekvens af de medtagne økonomier højst sandsynligt vil tage form de kommende måneder. “Fordi de afrikanske lande ikke har økonomiske midler til at reagere i noget nævneværdigt omfang, bliver de formentlig nødt til at gå til IMF og Verdensbanken for at få hjælp,” siger han.

Ghana har allerede gjort det. Onsdag annoncerede finansminister Ken Ofori-Atta, at han har henvendt sig til institutionerne for at optage lån, der kan dække over det pludselige hul i statskassen. Det lyder som et oplagt træk, men i Oxfam IBIS frygter man, at det med tiden kun vil føre låntagerne ud i endnu større problemer. “IMF og Verdensbanken tilbyder lån på nogle skrappe betingelser, herunder typisk krav om besparelser i det offentlige,” siger Christian Hallum. Det var netop tilfældet for Sierra Leone under ebola-krisen. Landet var så hårdt ramt, at de var tvunget til at låne hos IMF og Verdensbanken, og siden har de hvert år brugt 15 procent af det årlige statsbudget på afbetalinger.

“Det er jo absurd, at epidemier som ebola og corona, der demonstrerer, hvor svage Afrikas offentlige systemer er, i sidste ende kan føre til yderligere nedskæringer i netop det offentlige,” siger Christian Hallum.

Når et land eller en region er i undtagelsestilstand, vil et internationalt fællesskab af den ene eller anden art ofte være på pletten med den nødvendige hjælp. Statsledere vil sende deres bedste tanker, borgere vil indsamle penge, hjælpeorganisationer vil tilbyde menneskehænder og materiel. Men den aktuelle situation er unik, idet corona-virussets indtog i Afrika slet ikke er unikt. Lige nu er en hel verden i knæ, og enhver nationalstat er i sin gode ret til først og fremmest at tænke på sig selv og sit eget sundhedsvæsen. I Europa har EU-kommissionformand Urusula von der Leyen eksempelvis fået indført et forbud mod eksport af kritisk hospitalsudstyr til lande uden for unionen.

Noget sker der dog. I weekenden landede en stor sending testkits og værnemidler fra Jack Ma, stifteren af den kinesiske detailgigant Alibaba, i Etiopiens hovedstad Addis Ababa. Efter planen skal donationen fordeles på hele kontinentet. USA’s Agency for International Development har frigivet 37 millioner dollars, der skal støtte 25 udviklingslande, heriblandt flere afrikanske, i deres indsats for at inddæmme corona-smitten. Og i Danmark har udviklingsminister og socialdemokrat Rasmus Prehn bevilget 100 millioner kroner til en akutpakke, der skal bidrage til corona-bekæmpelsen i Afrika.

Bidragene er uden tvivl tiltrængte, men de ændrer ikke på, at smittespredningen over efterhånden hele Afrika meget vel vil komme til at definere de kommende årtiers udvikling på kontinentet.