[Top] 169 Mest frihed for mindst muligt arbejde

Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Man skal bruge sine evner. Man skal gøre sin pligt. Den indbefatter at tage sine mindst 37 ugentlige timer på arbejdspladsen, hvis man som de fleste – trods krisetider – har et job. På jobbet udlever man sin kreativitet og udvikler sig. Arbejdet er vigtigt. Sådan lyder det fra politikere, fagforeninger og uddannelser. Og fra os selv.

»I de sidste 20 år har arbejdet været det sted, hvor vi skal finde os selv,« siger lektor i etnologi Niels Jul Nielsen. »Vi har vænnet os til at se arbejdet som pladsen for selvrealisering. Samtidig er det i arbejdet, at vi skal yde, før vi kan nyde. Det er ikke legitimt ikke at ville arbejde hele tiden.«

Det er problematisk, fordi mange mennesker stadig sidder i rutineprægede job, og mange ikke har kvaliteter i deres arbejdsliv, som kan kaldes specielt udviklende eller kreative.

»Der er mange, som må føle sig fejlcastede i deres arbejdsliv,« siger Henrik Lambrecht Lund, der er lektor på RUC og forsker i arbejdsliv.

15-20 timer om ugen

Det er i dag fuldt accepteret at ville arbejde meget og lægge sine hovedkræfter på arbejdspladsen. For 20-30 år siden forholdt det sig omvendt. Da var det social set legitimt at sige, at man bare arbejdede for at holde fri. Sådan havde man tænkt om arbejdet i 100 år, fra industrialiseringens opkomst, der førte til dannelsen af en gruppe arbejdere i samfundet, for hvem det handlede om at arbejde, så man kunne leve.

»I det klassiske arbejderslogan om at gøre sin pligt og kræve sin ret ligger netop, at arbejdet er en pligt, og at man arbejder for at få mest muligt fri. Arbejdet er tvungent, friheden ligger udenfor. Det er vi gået helt væk fra i dag,« siger Niels Jul Nielsen.

Det er Peter Brodersen ikke gået væk fra. Han arbejder ikke hele tiden, men mellem 15 og 20 timer om ugen og tjener i gennemsnit 15.000 kr. om måneden før skat. Det får hans liv til at køre rundt, og han har valgt, at han hverken vil arbejde eller tjene mere. Han er 33 år og har ingen afsluttet uddannelse ud over folkeskolen. Han forlod gymnasiet i 3. g og gik ud til et fuldtidsjob hos en it-udbyder. Dér blev han i tre år, indtil han en dag skulle skrive en faktura til et firma, som han havde lavet en freelanceopgave for. Han indså, at han kunne leve som selvstændig af sine it-kompetencer, og derfor begyndte han at arbejde for sig selv.

»Det handlede ikke om, at jeg skulle ud at erobre verden. Det handlede om, at jeg kunne lave det, jeg lavede i forvejen og langt hen ad vejen sammen med de samme mennesker, men jeg kunne selv bestemme, hvor og hvornår jeg ville arbejde,« siger Peter Brodersen.

Livslang praktik

Han arbejder hjemmefra i sin store stue på Amager, hvor alt er stort: anlæg, fjernsyn og computeren, der summer højt. Elektronikken er på plads, men de gamle flyderlædersofaer, det rodede køkken og en juledekoration fra sidste år får lejlighedens indretning til at virke ligegyldig.

Ved siden af sit lønnede arbejde, arbejder han på projekter, som kombinerer hans interesse for at sætte oplysninger sammen, så de bruges til noget for andre på nettet. Han oprettede i 2006 hjemmesiden findvej.dk, der er et alternativt Krak eller De Gule Sider, og han arbejder i øjeblikket på at kombinere Wikipedias informationer om forskellige steder med findvej.dk’s stedangivelser. Selv om han godt kan lide, hvad han laver, og selv om han har fået flere jobtilbud, har han ingen intentioner om at forsøge at arbejde mere.

»Det er ikke nok for mig at arbejde i en virksomhed. Jeg er nysgerrig, men jeg er måske også utålmodig og realistisk – jeg ved, at jeg ikke holder et år i et job, så jeg prøver at forkæle mig selv ved at lave nogle af de ting, som jeg synes er sjovt. Samtidig er jeg måske også doven – hvis jeg ikke gider en arbejdsopgave, så kan jeg jo tillade mig at sige nej,« siger Peter Brodersen.

Han betegner sit arbejdsliv som livslang erhvervspraktik. Han kommer ud til store virksomheder og hos små iværksættere. Han sidder i deres kantine, fornemmer kulturen og løser de problemer for dem, han selv synes er sjove. Men hvor sjovt er det, når han samtidig kun lever for 15.000 kr. om måneden?

»Jeg har ikke specielt trygge rammer i form af bil og ejerbolig. Men behovet for trygge rammer har heller ikke været der. Måske er der noget selvforstærkende ved det. Jeg tager dagene, som de kommer. Jeg har en frihed, som jeg godt kan lide, til gengæld. Hvis jeg ikke har så mange penge, så sparer jeg på nogle andre ting,« siger Peter Brodersen.

Ideal fra arbejderbevægelsen

I sidste uge var han i Gøteborg og besøge en bekendt. Han bestemmer selv sine fridage. Nogle gange, når der ikke er så mange penge, bliver byturene og restaurantmiddagene holdt i privaten i stedet. Eller han får en tur af sine venner, som han så selv betaler den næste omgang øl for.

»Jeg er opdraget til ikke at have et vildt forbrug. Nu opfatter jeg det som en stor frihed – jeg er ikke inde på et spor, hvor jeg er afhængig af særlig mange ting,« siger Peter Brodersen.

At være selvstændig på mindst mulig tid er en unik måde at arbejde på i dag, vurderer lektor Henrik Lambrecht Lund.

»Det er sjældent, at man ser folk, som handler på en drøm om mindst muligt arbejde, som vi alle har,« siger Henrik Lambrecht Lund.

»Vi elsker programmer om simple living og Bonderøvens liv på landet, men derfra og så til at gøre det selv er et stort skridt.«

Det er ellers sådan, marxismen og socialdemokratismen traditionelt har set på menneskets forhold til arbejde. Ønsket om en lav arbejdstid er en naturlig konsekvens. Arbejderne vil selvfølgelig forsøge at slippe med mindst muligt af det arbejde, som de er fremmedgjort fra og ikke har grund til at lægge andet end krop til i nogle timer om dagen.

Virkelyst

Men Peter Brodersen er ikke fremmedgjort, han elsker sit arbejde, han gider bare ikke arbejde mere end højest nødvendigt. Det er næppe alle arbejdere, der har elsket deres arbejde gennem tiden, men standpunktet om at arbejde mindst muligt er ikke nyt, tværtimod traditionelt, fortæller Niels Jul Nielsen.

»Fra industrialiseringen og frem har det handlet for arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet om sideløbende med en stigende kapitalisering af arbejdspladserne at få rettigheder, der giver dem fri. Alle er tidligere enige om, at pligten ligger på arbejdet, men det er ikke der, man lægger sin sjæl. Arbejdet er et middel til noget andet,« siger Niels Jul Nielsen.

Sådan er det frem til 1980’erne. Arbejdsgiverne har ledelsesretten, mens arbejderne har kæmpet sig til ordentlige arbejdsvilkår, frihed efter arbejde og lønstigninger. Arbejderne får råd til bil, hus og sommerhus og bliver en middelklasse. Man passer sit arbejde, og det er okay, at det foregår 8-16. Det er ikke der, man udøver virkelyst. Det gør man tværtimod i kolonihaverne, hvor man virker af sin egen lyst og arbejder for sig selv. Men lysten flytter fra fritidslivet til arbejdslivet i 1990’erne. Arbejdet er ikke længere noget, der skal overstås. Det er udfordrende, det er ens identitet, og man bliver realiseret gennem arbejdet.

»Om det er kassedamen eller karrieremanden, så bliver arbejdet der, hvor der er fleksibilitet og udfordringer. Socialdemokraterne lukker helt ned med deres paroler, og selv om der er en kæmpe gruppe mennesker, som ikke sidder og får en ny idé hver dag på deres job og er kreative og helt udfordret, så bliver det naturloven, at arbejdet er det vigtigste,« siger Niels Jul Nielsen.

Alt for de arbejdende

Det er ideen om vidensarbejde, innovation og sidenhen vækst ud fra vidensjob, som gør arbejdet til det, man arbejder for og ikke fritiden.

»Fra 1990’erne begynder det vigtigste produktionsmiddel at sidde mellem ørerne på menneskene. Det skaber et pres på, at man skal bruge ikke bare sin krop, men hele sig selv som menneske som et instrument,« siger Henrik Lambrecht Lund.

Arbejdslivets omskabelse fra nødvendigt onde til det naturlige livsindhold er lige så meget båret af arbejderbevægelsen selv som fra politisk hold. Arbejderbevægelsen bliver efter murens fald presset til at imødegå en masse forandringer: Arbejdspladser forlader landet, den internationale handel bliver større, og begrebet om arbejdere bliver udhulet i takt med, at kommunismen bryder sammen i Østblokken. Derfor kommer arbejderbevægelsen langsomt til at tilnærme sig borgerlige værdier om arbejdet, og alle partier indleder en kampagne for at blive arbejderpartier. Den rolle er ikke længere tildelt Socialdemokraterne. Også det gamle bondeparti Venstre vil være arbejderparti, ligesom SF har meldt ud, at de vil være et arbejderparti og lave reformer for dem, der står op og går på arbejde med deres smurte madpakker. Det er ikke til at skelne borgerlig fra socialdemokratisk arbejdspolitik i dag, vurderer Niels Jul Nielsen.

»Den nye regering har en retorik om, at man skal yde, før man kan nyde. Det værste, man kan, er at være på ’passiv forsørgelse’. Selv om man ikke er på passiv forsørgelse, men bare arbejder mindre end gennemsnittet, vil retorikken og samfundsstemningen være imod en,« siger han.

Peter Brodersen møder både kritik og anerkendelse for sin livsstil.

»Nogle synes, det er fantastisk, at jeg laver, hvad jeg vil. Andre siger: come on, du kan ikke ligge hele dagen på en sofa og se tv-serier. De synes, det er unfair mod samfundet. Men nogle gange vil jeg altså ligge hele dagen på sofaen og se fjernsyn,« siger Peter Brodersen.