[Top] 165 »Jeg har følt mig overvåget og er ved at brænde helt sammen over det«

»Jeg har følt mig overvåget og er ved at brænde helt sammen over det«

Svindel: Selv om Simone godt 10 gange om måneden fik besøg af kontrollanter fra Aarhus Kommune, og en ekspert sår tvivl om metoderne, afviser kontrolgruppen at gøre brug af systematisk overvågning.

Få dage efter Simones kæreste flyttede ud, begyndte en ny bil jævnligt at holde på vejen foran hendes hus. Det var dog ikke gæster, hun selv havde inviteret. Tværtimod. Det var nemlig kontrollanter fra Aarhus Kommunes kontrolgruppe, som godt 10 gange om måneden noterede, hvad hun lavede, og hvem hun havde besøg af.

»Jeg har følt mig overvåget og er ved at brænde helt sammen over det,« lyder det fra Simone, der er 28 år, har tre børn og er på kontanthjælp.

Indtil den 1. oktober 2014 boede hun sammen med faren til to af børnene, og efter han flyttede ud, har hun modtaget sociale ydelser som enlig forsøger. Kontrolgruppen har derfor valgt at undersøge, om parret i virkeligheden bor hver for sig, eller om hun uberettiget modtager forhøjede ydelser.

Noteret nummerpladen

Det foregår ved, at kontrollanter kører ud og parkerer lige foran Simones rækkehus for enden af en blind vej for at observere og notere alt, der kan give en antydning af, at den tidligere samlever stadig bor på adressen.

Først da Simone fik aktindsigt i sin sag fandt hun ud af, hvor omfattende kontrollen var. Af en sagsrapport, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, fremgår det således, at kontrollanterne på fem måneder har besøgt hende 48 gange og taget notater som:

”Lys i lejligheden”, ”Kvinde i køkkenet”, ”Tørt under bilen” og ”Kvinde og stort barn i lejligheden”, ligesom de ved hvert besøg har noteret nummerpladen på den bil, som holdt parkeret i indkørslen.

»Så begyndte jeg at føle mig overvåget. Det var meget slemt og hver gang, vi gik uden for døren, begyndte jeg og børnene at kigge til alle siderne for at se, om der var en bil, som var anderledes,« siger kvinden og tilføjer, at hendes ældste søn på 10 år har været meget påvirket af situationen.

»Han har kigget ud af vinduet, før han ruller gardinerne fra om morgenen, fordi han ved, at der er en bil, som holder øje med os. Han har også haft det dårligt med at tage i skole, for hvad nu hvis en mand holdt øje med ham eller fulgte efter ham,« fortæller hun.

Den bil, som kontrollanterne gentagne gange er stødt på ved Simones bopæl, har hun fået stillet til rådighed af en bekendt. Ifølge Simone fordi hun bor langt fra sit ene barns vuggestue, lige som hendes yngste ofte har været syg og haft behov for at komme på sygehuset. Denne transport har Simones tidligere samlever eller veninder taget sig af, da hun ikke har kørekort.

Er andre i samme situation?

Hendes tidligere svigermor har hjulpet med at få aktindsigt og klaget over forløbet.

»Der er tale om Gestapo-metoder, som er fuldstændig ulovlige. Kommunen har selvfølgelig lov til at undersøge sagen, men det her er en ekstrem chikane,« siger den tidligere svigermor, der gerne vil gøre opmærksom på problemstillingen, da hun frygter, at andre socialt udsatte står i samme situation.

Desuden har hun været med hos Gellerup Retshjælp for at få juridisk assistance. Herigennem er familien kommet i kontakt med Nina von Hielmcrone, associeret professor på Juridisk Institut, Aalborg Universitet. Hun forsker i socialret og beskæftiger sig med kommunernes kontrolgrupper, som hun har set mange eksempler på er gået for vidt i jagten på sociale bedragere. Efter at have gennemgået sagsrapporten sår professor på Juridisk Institut på Aalborg Universitet Nina von Hielmcrone tvivl om kommunens metoder.

»Der er ikke i lovgivningen hjemmel til at foretage systematiske observationer af folks hjem, hvor en bil er parkeret og hvornår osv. Der skal være et rimeligt forhold mellem det formål, man ønsker at opnå og det middel, der anvendes,« vurderer hun og henviser til en vejledning fra Indenrigsministeriet om cpr-loven.

Ifølge sagsrapporten har Simone ved en samtale med kontrolgruppen på rådhuset givet tilladelse til, at kontrolgruppen måtte komme på besøg hos hende, blot der blev ringet inden.

Føler sig presset til besøg

Simone forklarer behovet for et varsel med, at hun har ADHD og lider af angst:

»Min mor, gæster og viceværten ringer også, inden de kommer, jeg kan ikke klare det med, at folk bare banker på. Selv når postbuddet banker på, har jeg hjertebanken, ryster og tør næsten ikke at åbne døren.«

Hun føler, at hun er blevet presset til at sige ja til, at kontrollanterne måtte komme på besøg.

»De sagde, hvis jeg havde rent mel i posen, kunne jeg bare sige ja, for så havde jeg ikke noget at skjule. De har ringet først, men har været fulde af løgn. De har været ude foran min dør, når de har gjort det, eller også har de kontrolleret, om bilen har været der og ringet bagefter,« siger hun.

Nina von Hielmcrone stiller et »meget stort spørgsmålstegn ved«, om den 28-åriges samtykke til, at der kan foretages uanmeldte besøg, er tilstrækkeligt til at gøre det lovligt.

»For det første vil jeg anse samtykket for at være givet i en presset situation, hvor den pågældende kan føle, at det i sig selv kan være mistænkeligt ikke at give samtykke,« siger hun og tilføjer, at kontrolgruppens medarbejder i den konkrete sag heller ikke respekterer, at hun, når de henvender sig, siger, at hun ikke ønsker besøg.

»De giver over for hende netop udtryk for, at det er mistænkeligt, at hun ikke ønsker besøg,« siger juristen.

Chef: vi følger loven

Selv om kommunen ikke må udtale sig om konkrete sager, er Alice Johnson, konstitueret chef for backoffice, som kontrolgruppen hører til, ikke i tvivl om, at kontrollanterne følger loven.

»Der er ikke nogen specifik vejledning, så det er op til en konkret vurdering i de enkelte sager, hvad der skal til for bedst muligt at indsamle de nødvendige informationer, men kontrolgruppens arbejde foregår altid inden for lovgivningens rammer,« siger Alice Johnson og slår samtidig fast:

»Vi bruger jo ikke kontrolgrupperne til at chikanere eller til at bore i borgernes privatliv som sådan. De er til for at vogte over vores samfundspenge, så borgerne får det, de har krav på og heller ikke mere, end de har krav på. Men derfor anerkender jeg da, at det må være ubehageligt at blive undersøgt i de her forhold, som normalt hører under privatlivets fred.«

Siden Simone talte med store bogstaver, da en kontrollant ringede for at komme på besøg for en lille måneds tid siden, har hun ikke set mere til dem. Hun ved ikke, om sagen er lukket, eller om familien i fremtiden kan forvente at få ubudne gæster i indkørslen.

Simone er et opdigtet navn. Jyllands-Posten kender den 28-årige kvindes identitet, men respekterer hendes ønske om at være anonym.