Du ser emneartiklen [Top] 161 Vejle Kommune har forsøgt at presse kvinde til abort: ‘Det er langt over grænsen’, som er udarbejdet af os fra mange kilder på internettet
Et sted i Danmark sidder Tupaarna Egede i skjul med sin datter. Hun er 33 år, grønlandsk og gravid med sit barn nummer to.
Et barn, som hendes sagsbehandler og dennes chef i Vejle Kommune i meget klare vendinger har forsøgt at presse hende til at få fjernet.
– Det er meget grænseoverskridende. Det er ens eget valg, om man vil have foretaget en abort eller ej. Jeg troede, at vi levede i 2022, og at vi selv vælger, om vi vil have en abort, siger hun, da DR møder hende.
For nyligt tvangsfjernede Vejle Kommune hendes 11-årige datter, fordi man på baggrund af Tupaarna Egedes livsførelse vurderede, at barnets udvikling og trivsel var i alvorlig fare.
I beslutningen for anbringelsen lød det desuden, at Tupaarna Egede havde undladt at samarbejde med jobcentret, og som følge af det var uden forsørgelsesgrundlag og uden bolig.
Tupaarna Egedes 11-årige datter stak dog af, efter hun blev anbragt, og derfor er både mor og datter nu gået under jorden sammen.
– Jeg blev så glad, da jeg skulle have barn nummer to. Nu frygter jeg, at de jo tager barnet lige fra fødslen, siger en grådkvalt Tupaarna Egede.
Pres i sms’er og telefonsamtaler
Presset fra kommunen startede ifølge Tupaarna Egede den dag i oktober, hvor hendes 11-årige datter blev tvangsfjernet. Her blev hun efter eget udsagn bedt om at få foretaget en abort af det andet barn hurtigst muligt, og det pres forsatte over sms’er og telefon, fordi kommunen vurderede, at en abort ville være det bedste for barnet. To samtaler er blevet optaget, og dem er DR i besiddelse af.
I sms’erne, som du kan se herunder, skriver en socialrådgiver i kommunen blandt andet, at hun er “meget bekymret” for, hvis Tupaarna Egede ikke får foretaget en abort. Der bliver desuden gentagne gange spurgt til, om hun har fået foretaget aborten.
Sms’erne nedenunder er gengivet uden navne. De blå beskeder er fra Tupaarna Egede, mens de grå er fra socialrådgiveren:
Den 29. november 2021, samme dag som de sidste sms’er i udvekslingen er fra, har hun først en telefonsamtale med socialrådgiveren i kommunen og siden en samtale med lederen af kommunens familie- og handicapafdeling. DR har hørt optagelserne af begge samtaler.
I den første samtale presser socialrådgiveren på for en abort og begrunder det sådan her:
– Lige nu handler det om, at jeg vil tale med dig om den abort, som, vi vurderer, vil være det bedste for det barn, som du har i din mave lige nu.
Og i samtalen med lederen af familie- og handicapafdelingen bliver der sat et meget direkte valg op for hende:
– Jeg vil anbefale på det kraftigste, at du får bestilt den tid nu, for ellers står vi sikkert og skal lave en anbringelse på fødegangen, og det er ikke til gavn for nogen.
Eksperter: Det må man ikke
Tupaarna Egede er i dag omkring 18 uger henne i sin graviditet. Da hun modtog beskederne fra kommunen var det før den 12. graviditetsuge.
Men når det kommer til spørgsmålet om abort, må kommunen slet ikke presse hende, lyder det fra flere eksperter, som DR har talt med. En af dem er Kirsten Ketscher, der er professor i socialret på Københavns Universitet.
Ifølge hende er det absolut ikke i orden.
– Kvinden har jo ikke ønsket abort. Der prøver de altså at presse hende til det, selvom det altså ikke er hendes eget ønske. Det ligger jo klart i lovgivningen, at en abort skal udføres på kvindens ønske.
– Man må ikke presse folk ved at komme med trusler ved at sige, at så bliver barnet taget fra hende. Det er at gå langt over grænsen, siger hun.
Også Caroline Adolphsen, der er juridisk lektor på Aarhus Universitet, vurderer, at det er i strid med loven.
– En abort er en sundhedsfaglig behandling, som en kvinde har ret, men aldrig pligt til at få foretaget. Det er ikke noget, en kommune må eller kan vejlede om, siger hun.
Hun hæfter sig desuden ved, at meldingen fra kommunen om enten at få en abort eller alternativt stå over for en anbringelse af barnet kommer noget nær et halvt år inden fødslen.
I stedet for allerede der at beslutte sig for at tvangsfjerne barnet, bør kommunen i stedet forsøge at forebygge, at det bliver nødvendigt, ved at give hende den støtte der skal til for, at der kommer styr på de ting, der gjorde, at hendes 11-årige datter blev fjernet.
– De sætter lighedstegn mellem en gennemført graviditet og en anbringelse. Det kan man ikke, seks måneder før barnet er født, siger hun.
Vejle Kommune beklager og tager til efterretning
Hos Vejle Kommune erkender man, at flere af smskorrespondancerne ikke er optimale.
– Jeg beklager og tager til efterretning i den her konkrete sag, at det kan opleves som pres, siger Anette Ravn Olsen, der er chef for familie og forebyggelse i Vejle Kommune.
Hun har dog ikke mulighed og samtykke til at kommentere helt ned i den konkrete sag, men vil gerne tale mere generelt om, hvorvidt det er etisk i orden at forsøge at presse nogle til en abort.
– Det må selvfølgelig aldrig opleves som tvang. Det er forældrenes valg, hvorvidt de ønsker en abort.
Hun tilføjer, at kommunen naturligvis hverken skal true eller presse nogle, men at de har en forpligtelse til at oplyse borgere om de muligheder, der ligger i en situation. Og i helt særlige situationer kan det betyde, at man skal drøfte, hvorvidt det er en god ide, at familien på nuværende tidspunkt får et barn.
Kan dine medarbejdere godt sende en sms, der hedder ”fik du foretaget en abort?”
– Det synes jeg ikke, er optimalt. Men det er taget ud af en kontekst, og det er derfor, det er svært at kommentere konkret. Der er noget, der følger foran og noget, der følger efter, siger Anette Ravn Olsen.
‘Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv’
Tupaarna Egede er i dag i skjul med sin datter. Hun mærker stadig liv i maven, men kom ikke til den nakkefoldsscanning, man normalt får omkring 12. graviditetsuge.
– Jeg har holdt mig langt væk fra systemet, siden de tog mit barn. Jeg ved ikke, hvem jeg kan stole på.
Men du siger, det er et ønskebarn. Hvis man nu skal se på det med nogle objektive kriterier, så – som kommunen siger – halter din økonomi lidt, og du er blevet smidt ud af din lejlighed. Er det det rigtige tidspunkt at få et barn på?
– Det synes jeg ikke lige nu. Men jeg har aldrig overvejet at få en abort. Det er et pres fra systemets side, at jeg skal få en abort. Hvis ikke, så tvangsfjerner de. Jeg vil ikke kunne tilgive mig selv i fremtiden, hvis jeg får foretaget den nu, hvor jeg har kunnet mærke baby.
I formandsafgørelsen (der, hvor man besluttede at fjerne hendes 11-årige datter) står der, at kommunen er bange for, at du er i et misbrug. Har du været i et misbrug?
– Jeg har været i et misbrug, før min datter blev født. Da hun blev født, ændrede jeg mig til en helt anden person.
Har du drukket, mens du var gravid?
– Aldrig nogensinde. Men jeg blev stemplet som dranker og misbruger, uden at man har foretaget nogle prøver som blodprøver eller urinprøver eller noget som helst, siger Tupaarna Egede.
Se mere information relateret til dette emne her: hvor meget må man have med over grænsen