Du ser emneartiklen [Top] 140 Hvad er uskiftet bo? Lær om uskiftet bo og arv – Legal Desk, som er udarbejdet af os fra mange kilder på internettet
Hvad er uskiftet bo?
At sidde i uskiftet bo betyder, at den efterladte ægtefælle får råderet over den afdøde ægtefælles formue. Ved uskiftet bo skal arven efter den afdøde ægtefælle derfor ikke fordeles mellem børnene, før den længstlevende ægtefælle går bort.
Hvis der ikke er oprettet samtykke til uskiftet bo eller hvis afdøde ægtefælle har børn fra tidligere forhold, der er under 18 år, skal arven som udgangspunkt fordeles (dvs. at boet skal skiftes).
Tre ting, du skal vide om uskiftet bo
-
Uskiftet bo kun aktuelt for ægtefæller, da kun ægtefæller er omfattet af formuefællesskab (også kaldet delingsformue eller fælleseje).
-
Uskiftet bo også kun aktuelt, hvis der er børn fra tidligere forhold (særbørn) eller fællesbørn i ægteskabet.
-
Uskiftet bo betyder ikke, at børnene bliver arveløse, men derimod blot, at arven, de står til at modtage, bliver udskudt indtil, at den længstlevende ægtefælle går bort.
Se hvordan Legal Desk virker
Hvorfor få uskiftet bo?
Den primære fordel ved at sidde i uskiftet bo er, at den længstlevende ægtefælle kan overtage hele formuen, og derfor ikke behøver at udbetale arv til børnene med det samme. Hvis ægtefællerne ikke har oprettet et testamente, bestemmer Arveloven, at 1/4 af fællesformuen skal udbetales til børnene. Sådan en situation kan være problematisk for den længstlevende ægtefælle, da han eller hun for eksempel kan være nødsaget til at sælge den fælles bolig, hvis deres formue primært er bundet i denne.
En anden fordel ved at sidde i uskiftet bo er, at der er en væsentlig besparelse i forhold til omkostningerne, når en ægtefælle går bort. Den fælles formue behøver ikke gøres op, og der skal ikke hyres en advokat til at stå for bobehandlingen.
Hvordan kommer jeg til at sidde i uskiftet bo?
Vejen til uskiftet bo varierer afhængigt af, om der er særbørn og/eller fællesbørn i ægteskabet:
- For ægtefæller der kun har fællesbørn, kan overgangen til uskiftet bo som udgangspunkt klares med en formular til Skifteretten og en afgift på 500 kr. Her kræves der ikke samtykke fra børnene.
- For ægtefæller med særbørn, skal hvert særbarn give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle må sidde i uskiftet bo. Du opretter samtykke til uskiftet bo ved at trykke på “Start” eller ved at følge i linket i bunden af siden. Vi anbefaler, at samtykkeerklæringen oprettes og underskrives, mens I begge er i live.
Hvad er ulemperne ved at sidde i uskiftet bo?
Der er både fordele og ulemper ved at sidde i uskiftet bo. En række ulemper, som du skal være opmærksom på, før du vælger at sidde i uskiftet bo, er.
-
Du kan ikke indgå nyt ægteskab
Du kan ikke sidde i uskiftet bo og samtidigt indgå nyt ægteskab. Det betyder, at hvis du senere vil indgå et nyt ægteskab, skal det uskiftede bo skiftes. Rent praktisk betyder det, at man tager den fælles formue, der eksisterer på tidspunktet på skiftet, og fordeler den efter reglerne i Arveloven, eller testamentet, hvis det er oprettet.
-
Alt hvad du tjener indgår i det uskiftede bo
Alt det du tjener, mens du sidder i uskiftet bo, vil indgå i det uskiftede bo, og vil derfor skulle deles med børnene, hvis boet skal skiftes, mens du er i live – for eksempel hvis du skal giftes igen.
-
Du bliver ansvarlig for afdødes gældsforpligtelser
Da du overtager hele fællesformuen, vil du også overtage de gældsforpligtelser, som din afdøde ægtefælle måtte have. Rent praktisk bliver der dog automatisk ved ægtefællens død indrykket en meddelelse i Statstidende, hvorefter alle der har et pengekrav mod den afdøde ægtefælle, skal meddele dette. Når du har dannet dig et overblik over disse krav, kan du herefter bestemme, om du fortsat ønsker at sidde i uskiftet bo.
-
Der er begrænsninger for at oprette testamente
Da uskiftet bo ikke påvirker selve arvefordelingen, men blot udskyder udbetalingen af arven, kan du med et testamente udelukkende råde over den del af arven, som retmæssigt tilhører dig. Da halvdelen af det uskiftede bo tilhører den afdøde ægtefælle og dine børn har krav på 1/4 af arven efter dig i tvangsarv, betyder det altså, at du kun kan bestemme over 3/8 af den samlede formue med et testamente.
-
Du indtræder i afdødes skattemæssige stilling
Da du overtager hele den fælles formue, inklusiv den afdøde ægtefælles formue, vil du også overtage ægtefællens skattemæssige stilling med hensyn til den afdøde ægtefælles formue og gæld. Det betyder, blandt andet, at du overtager den afdødes skattegæld og krav på overskydende skat.
-
Der er rådighedsbegrænsninger på fællesformuen
Da arven til børnene er udskudt til et senere tidspunkt, må du ikke misbruge rådigheden over den fælles formue. Det kan for eksempel være ved at give meget store gaver til andre eller sælge store aktiver, såsom et hus, til en meget billig pris. Der skal dog i praksis meget til, at man vurderer, at der er tale om et reelt misbrug.
Opret samtykke til uskiftet bo her
Hvornår kan du sidde i uskiftet bo?
Det er udelukkende ægtefæller, der kan sidde i uskiftet bo. Er man ugift samlevende har man ikke formuefællesskab, og derfor er situationen ganske anderledes her. Der er derudover en række betingelser, der skal være opfyldt, før du som længstlevende ægtefælle (enke/enkemand) kan sidde i uskiftet bo.
-
I skal have formuefællesskab
Det betyder, at I ikke må have oprettet ægtepagt om fuldstændig særeje for hele jeres formue. Du kan dog godt sidde i delvist uskiftet bo, hvis særejet kun omfatter en del af jeres formue.
-
Accept fra særbørn
Hvis I kun har fællesbørn, er dette ikke aktuelt for jer. Hvis en af jer eller I begge har børn fra tidligere, skal de give deres skriftlige samtykke til, at den længstlevende ægtefælle må sidde i uskiftet bo. Bemærk venligst, at særbørn under 18 år ikke kan give samtykke til uskiftet bo. I kan læse mere om dette i under vores samtykkeerklæring for uskiftet bo.
-
I må ikke være under konkurs
Det betyder, at I ikke kan sidde i uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle er under konkurs og altså ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser.
-
Den længstlevende skal være myndig
Den længstlevende ægtefælle skal være myndig og må ikke være under værgemål.
Hvordan gør jeg i praksis?
Hvis din ægtefælle er gået bort, og du ønsker at sidde i uskiftet bo, skal du udfylde en kort blanket, der hedder ”Anmodning om hensidden i uskiftet bo”. Denne blanket kan findes på www.domstol.dk eller hentes direkte her. Vær opmærksom på, at dette som sagt kun gælder for ægtefæller uden særbørn.
Når blanketten er udfyldt, skal den indsendes til skifteretten sammen med en formueopgørelse, der er en oversigt over alle aktiver og passiver. Skifteretten tager et gebyr på 500 kr. for at behandle anmodningen om at sidde i uskiftet bo.
Hvis du og/eller din ægtefælle har børn fra tidligere forhold, skal I bede om børnenes samtykke til uskiftet bo. Er barnet under 18 år og derfor umyndig, skal Statsforvaltningen inddrages for, at give samtykket på vegne af det umyndige barn. I praksis er det dog sjældent, at Statsforvaltningen giver samtykke på vegne af et umyndigt særbarn.
Sidder jeg i uskiftet bo?
Det hænder, at personer bliver i tvivl om, de sidder i uskiftet bo. Er du i tvivl, skal du først og fremmest være opmærksom på de krav, der nævnes øverst på siden. Som tommelfingerregel gælder det dog, at du kun kan sidde i uskiftet bo, hvis du er gift og har formuefællesskab, og hvis der er børn i ægteskabet.
Er du fortsat i tvivl, kan du kontakte Skifteretten og få en kopi af den attest, der blev udstedt i forbindelse med dødsboets behandling. Hvis du sidder i uskiftet bo, vil det fremgå af denne attest.
Testamente som alternativ til uskiftet bo
Hvis I har et ønske om, at den længstlevende ægtefælle skal kunne råde over mest muligt, når en af jer går bort, kan dette sikres ved testamente. Et gensidigt testamente kan I enten lave som et alternativ til samtykke til uskiftet bo eller som et supplement.
Med et gensidigt testamente begunstiger I hinanden mest muligt, når det ene ægtefælle går bort. Dette betyder ikke, at den længstlevende ikke kan sidde i uskiftet bo, men at hvis boet skiftes, enten med det samme eller på et senere tidspunkt, vil der kun skulle gives 1/16 (6,25 %) i samlet arv til børnene, mens den længstlevende ægtefælle beholder 15/16 (93,75 %) af arven selv. I kan med et testamente også vælge, hvordan arven skal fordeles efter den længstlevende ægtefælle.
Se mere information relateret til dette emne her: https://cindytips.com/udbetaling-af-arv-skat-m2wi3otj