Du ser emneartiklen [Top] 12 Borgere med krav på varmecheck fik en lang næse: – Det er frækt og direkte nedladende, som er udarbejdet af os fra mange kilder på internettet
Borgere med krav på varmecheck fik en lang næse: – Det er frækt og direkte nedladende
Mens nogle uberettiget har fået udbetalt varmecheck, har andre fået en lang næse, selvom de lever op til kravene. Men de kan ikke klage før næste år.
Ronni Pradid var glad, da han i sidste uge hørte, at over 400.000 husstande nu har fået udbetalt en varmecheck på 6000 kroner.
Han var overbevist om, at han måtte være én af de hårdt ramte, som ville få hjælp til at betale sin varmeregning.
Men da han tjekkede sin netbank, var ingen penge gået ind på hans konto.
– Det var en stor skuffelse. 6000 kroner lyder måske ikke som voldsomt mange penge, men det er det, når man er enlig forsøger, siger Ronni Pradid.
Han er en af flere, som har kontaktet TV 2, fordi de ikke har modtaget en varmecheck, selvom de kan dokumentere, at de lever op til de opstillede krav for at være berettiget til hjælpen.
Ronni Pradid bor til leje i et gasopvarmet hus i Hagested ved Holbæk sammen med sin søn, som han har på fuld tid. Han har to jobs for at få økonomien til at løbe rundt, men tjener langt under grænsen for at modtage varmecheck.
Der var dog ingen hjælp at hente, da han kontaktede Energistyrelsen for at gøre opmærksom på fejlen.
I stedet blev han henvist til, at der i “starten af 2023” vil blive åbnet en ansøgningsportal, hvor man selv kan søge om varmecheck, hvis man ved en fejl ikke har fået den.
– Men det er jo nu, at vi skal bruge pengene. Ikke senere. Gasregningerne bliver ved med at komme, og vi har ikke det store rådighedsbeløb, siger Ronni Pradid.
Fejl og manglende udbetalinger
Energistyrelsen oplyser i et svar til TV 2, at knap 402.600 danskere ud af cirka 411.200 berettigede har fået udbetalt en varmecheck.
Men i henvendelser til TV 2 og på sociale medier skriver mange danskere, at de ikke har fået en økonomisk håndsrækning, selvom de mener, at de lever op til kravene.
Andre har omvendt fået penge ind på kontoen, selvom de ikke er berettiget til dem.
I nogle tilfælde skyldes fejlene, at oplysningerne i Bygnings- og Boligregistret (BBR) ikke har været opdateret. Det er BBR-oplysningerne om en boligs varmekilde, som er blevet brugt til at finde frem til de berettigede modtagere af varmechecken.
Det er sket for at kunne foretage en hurtig udbetaling – uden forudgående ansøgning, dokumentation eller fysisk inspektion af de faktiske varmekilder.
Forstår ikke ventetid til 2023
For Søren Vester-Fabrin fra Frederiksværk betød en fejl i BBR, at han ikke fik udbetalt de 6000 kroner, selvom han har en lav indkomst som fleksjobber og bor alene til leje i et gasopvarmet hus og derfor burde være berettiget til varmechecken.
Men på skæringsdatoen for varmechecken, 1. januar 2022, stod huset i Frederiksværk registreret i BBR som opvarmet med oliefyr, selvom det for 30 år siden var overgået til gas.
Søren Vester-Fabrin fik kommunen til at rette oplysningen i april, men da var det for sent i forhold til automatisk at komme i betragtning til varmechecken.
Han har henvendt sig til TV 2, fordi han undrer sig over, at han ikke kan få lov at gøre opmærksom på den manglende udbetaling før til næste år.
– Det er frækt og direkte nedladende for de mange, som er ramt. Vi skal jo bruge pengene til de kommende regninger til vinter. Så myndighederne burde komme i sving og få gang i ansøgningerne. Jeg kan ikke forstå, hvorfor der skal gå så lang tid, siger Søren Vester-Fabrin.
Han plejer at betale omkring 1200 kroner om måneden i varmeudgifter, men det er nu steget med cirka 3000 kroner.
– Det svarer til, hvad jeg normalt har til rådighed til mad og diverse, når alt er betalt. Jeg tager også en masse medicin, som jeg har måttet skære ned på for at kunne betale, siger Søren Vester-Fabrin.
Varmecheck skulle ud hurtigst muligt
TV 2 har uden held forsøgt at få et interview med Energistyrelsen. De har i stedet sendt et skriftligt svar.
Her forklarer styrelsen, at man har valgt den automatiske udbetaling for at undgå “bøvl for borgerne” samt at spare tid og ressourcer på sagsbehandling.
Når borgerne skal vente helt til næste år med at gøre indsigelser på manglende udbetaling, skyldes det, at den supplerende ansøgningsrunde kræver et nyt it-system, og at detaljerne for processen skal fastlægges.
– Vi kan ikke være mere præcise på nuværende tidspunkt. Vi har i overensstemmelse med den politiske aftale og loven fokuseret på at få den automatiske varmecheck hurtigst muligt ud, da den omfatter langt den største del af de berettigede husstande, lyder det i svaret.
Ifølge Energistyrelsen kan alle borgere være sikre på at få udbetalt 6000 kroner, hvis de opfylder kriterierne for at få varmechecken.
Ronni Pradid fortæller til TV 2, at han er frustreret over situationen, og at han finder hele forløbet omkring varmechecken meget kritisabelt.
– Man laver et system til at beregne det her, og så fungerer det ikke. Det er hovedrystende, hvordan systemerne i det offentlige fungerer, siger han.
Aftalen om varmechecken blev vedtaget i foråret. Bag aftalen står Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Kristendemokraterne og Alternativet.
I alt er der blevet udbetalt 2,4 milliarder kroner som varmehjælp.
Se mere information relateret til dette emne her: https://cindytips.com/hvordan-far-man-varmecheck-a52svb7f